Det forholdsvis nyslåede medlem af Folketinget, USA-eksperten Mads Fuglede (V) skal være far.
Og det var ikke lige det han havde set komme. Den 46-årige venstrepolitiker venter barn med sin 20-årige kæreste Maria, skriver BT.
Mads Fuglede slap nyheden ud på Facebook, hvor han i et opslag, der er ledsaget af et skanningsbillede, blandt andet skriver direkte til sit kommende barn, som han kalder for Whopper Fuglede:
"Da jeg hørte dit lille hjerte slå første gang, vidste jeg, at du ville ændre alt i mit og Marias liv. Du skal vide, at der ikke går et minut uden jeg tænker på dig, og sådan vil det være til jeg ikke er her længere".
Til BT fortæller Mads Fuglede, at han ikke er helt sikker på, at det er gået op for ham, at han skal være far:
- Før jeg mødte Maria, havde jeg ikke troet, at jeg skulle have børn, så jeg har kastet al min kærlighed på min søsters børn. Det er den drøm, jeg ikke havde turdet håbe på.
Mads Fuglede og Maria mødte hinanden for et år siden til et af hans foredrag. At aldersforskellen er stor, er ikke et problem for parret:
- Maria er meget yngre end mig, men jeg synes, at vi er blevet taget godt imod, og folk fokuserer heldigvis på, at vi har det så godt sammen, siger Mads Fuglede til BT.