Ikke mere snak. Nu skal kamphunde forbydes.
Det siger Venstres retsordfører, Kim Andersen, efter en sønderjysk kvinde i går blev skambidt af en hund af racen American Bulldog.
"Vi kan ikke have, at disse hunde gå frit rundt, og er en latent risiko for børn, voksne og dyr. Vi har jo heller ikke løver gående rundt i gaderne, ligesom vi ikke har tilladt at man har løver i baghaven. Man kan faktisk sammenligne en kamphund med et våben, der kan eksplodere når som helst," siger han til Newspaq.
Derfor vil Kim Andersen allerede i næste uge tale med sine partifæller om et forbud mod kamphunde, også kaldet muskelhunde. Det skal føre til, at hundeangreb som det, der skete i går, ikke kan ske igen. Her blev et par i Sønderjylland angrebet af en kamphund, og en 37-årige kvinde blev bidt så voldsomt i ansigtet, at hun måtte på hospitalet og få en plastikoperation.
"De her episoder sker efterhånden hver uge. Derfor skal vi have gennemført et forbud, så hundene ikke kan importeres hertil, og så der ikke må avles på dem, der er her. Så snart vi kommer i gang efter ferien vil jeg gå til justitsminister Brian Mikkelsen (K), så der kan lovgives på området i efteråret," lyder det fra retsordføreren.
Samtidig opfordrer han til nultolerance over for de dyr, der går amok.
"Når en hund har bidt, virker bidske eller udviser truende adfærd, så skal hunden aflives," mener Kim Andersen.