Så er den gal igen.
Endnu en international storbank anklages for at maksimere sin indtjening ved at begive sig ud i en mulig kriminel gråzone, fremgår det af en rapport fra det amerikanske senat.
Det er den britiske bank HSBC, der er en af verdens største, som beskyldes for at have betjent farlige forbrydersyndikater og slyngelstater.
Det drejer sig blandt om aktiviteter i Mexico, Iran, Cayman Islands, Saudi-Arabien og Syrien.
HSBC's problemer har været kendt i næsten et årti, men som det fremgår af Senatets undersøgelse, så er de vokset og har spredt sig ikke bare i banken, men også hos den kontrolmyndighed i USA, Office of the Comptroller of the Currency, der følger valutatransaktioner.
- Kulturen i HSBC var gennemgribende forurenet i lang tid, siger senator Carl Levin, der er formand for Senatets undersøgelsesudvalg.
Det fremgår blandt andet af rapporten, at HSBC ignorerede risikoen ved at gøre forretninger i lande som Mexico, hvor narkobander hærger i stor stil.
Mellem 2007 og 2008 flyttede HSBC's filialer i Mexico syv milliarder dollar til dets filialer i USA.
Ifølge rapporten havde både de mexicanske og de amerikanske myndigheder advaret om, at så store beløb kun var mulige, hvis pengene stammede fra den ulovlige narkohandel.
Senatet fremdrager også HSBC's forbindelser til den saudiske Al Rajhi Bank, som ifølge rapporten medvirker til at finansiere terrorisme.
Beviser for den saudiske banks lyssky affærer fremgik af bevismateriale efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
I rapporten beklages det, at Office of the Comptroller of the Currency ikke greb ind.
HSBC's ledelse er tirsdag eftermiddag dansk tid i gang med at forklare sig over for Senatets undersøgelsesudvalg.
Rapporten kommer på et kritisk tidspunkt for den internationale bankindustri.
I sidste måned blev den britiske storbank Barclay idømt en bøde på over 2,6 milliarder kroner for at manipulere med den såkaldte interbankrente. Andre banker er i søgelyset for at have gjort det samme.
/ritzau/Reuters