Det amerikanske udenrigsministerium har i al stilhed siden januar stået klar med 10 millioner dollar for informationer, der kan føre til anholdelsen af de personer, der stod bag angrebet på USA's konsulat i libyske Benghazi 11. september 2012.
Her gik militante med mulig tilknytning til al-Qaeda til angreb på det kun sparsomt bevogtede område, og USA's ambassadør og tre andre amerikanere blev dræbt.
Episoden førte til stor politisk ballade i USA, hvor republikanere beskyldte præsident Barack Obamas administration for at skifte forklaring om, hvem der stod bag. Demokraterne beskyldte til gengæld Republikanerne for at politisere en tragedie.
Udenrigsminister John Kerry bekræftede i et brev til et kongresmedlem fredag, at USA står klar med en dusør i forbindelse med den såkaldte "belønning for retfærdighed"-politik.
Og udenrigsministeriet skriver i en meddelelse, at belønningen på op til 10 millioner dollar - eller cirka 55 millioner danske kroner - bliver udløst ved informationer, der leder til anholdelse eller domfældelse af personer involveret i Benghazi-angrebene.
- På grund af sikkerhedsforhold og følsomhed omkring efterforskningen har den specifikke belønning ikke været fremme i offentligheden, lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium.
Benghazi-angrebet skete på årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
/ritzau/Reuters