USA sætter dyster rekord med over 2300 døde på et døgn

I USA er New York City uden sammenligning hårdest ramt af virusudbruddet med over 10.000 dødsfald. (Foto: Lucas Jackson/Reuters)

Antallet af coronadødsfald det seneste døgn i USA er over 50 procent højere end dagen forinden.

USA har registreret hidtil flest coronarelaterede dødsfald i løbet af de seneste 24 timer.

Det viser tal fra Johns Hopkins University onsdag morgen dansk tid.

Således er 2384 coronasmittede personer i USA døde i tidsrummet fra klokken 05.00 tirsdag til klokken 05.00 onsdag dansk tid.

I den tilsvarende periode i det forrige døgn blev der registreret 1535 dødsfald. Det svarer til en stigning på 55,3 procent.

Nyhedsbureauet AFP, der måler dødstallet i USA i et andet tidsinterval, har også registreret et rekordhøjt antal døde det seneste døgn.

Den store stigning kommer efter to døgn med et fald eller en mindre stigning, hvilket fik USA's præsident, Donald Trump, til at sige, at der er "håb" forude, skriver AFP.

Natten til onsdag dansk sagde Trump, at USA er tæt på en afgørelse om en genåbning af landet. Det betyder, at nogle delstater muligvis genoptager normal drift inden 1. maj.

Trump fortalte, at nogle guvernører vil åbne igen, men specificerede ikke, hvilke delstater der er tale om.

USA er det land i verden, der er hårdest ramt målt på coronarelaterede dødsfald og smittetilfælde.

Samlet set er 25.992 mennesker døde i USA, mens antallet af smittede onsdag morgen lyder på 608.458. Det er over 26.000 flere end tirsdag morgen. Der regnes dog med et stort mørketal.

Flere end 48.000 af de smittede er meldt raske igen.

I USA er New York City uden sammenligning hårdest ramt af virusudbruddet med over 10.000 dødsfald.

Det har tæret hårdt på den amerikanske økonomi, og over 17 millioner amerikanere er blevet arbejdsløse som følge af coronakrisen.

Det er den højeste arbejdsløshed i USA siden Depressionen i 1930'erne.

/ritzau/