USA indkalder FN's Sikkerhedsråd efter angreb i Gazastriben

Militante i Gazastriben sendte tirsdag over 25 mortérgranater ind over det sydlige Israel. (Foto: Foto: Menahem Kahana/AFP)

Efter tirsdagens voldshandlinger på grænsen mellem Gazastriben og Israel indkalder USA til hastemøde i FN.

USA har sent tirsdag aften indkaldt til et ekstraordinært møde i FN's Sikkerhedsråd.

Det sker, efter at militante i Gazastriben tirsdag sendte over 25 mortérgranater ind over det sydlige Israel.

- Sikkerhedsrådet bør være forarget og reagere på disse seneste voldshandlinger rettet mod israelske civile, siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Og det palæstinensiske lederskab må stå til ansvar for hvad, det lader ske i Gaza, tilføjer Haley.

Mødet i Sikkerhedsrådet ventes at finde sted onsdag aften amerikansk tid.

Beskydningen af Israel tidligt på dagen var den hidtil mest intense siden krigen mellem Israel og palæstinensiske Hamas brød ud i 2014, skriver nyhedsbureauet AP.

Ingen kom noget til under angrebet. De fleste mortérgranater blev uskadeliggjort af forsvarssystemet Iron Dome.

Militante i Gaza oplyser ifølge dpa, at der nu er indgået en våbenhvile med Israel.

- Vi forpligter os til våbenhvilen, så længe Israel forpligter sig til den, siger Dawood Shihab, talsmand for gruppen Islamisk Jihad, i en erklæring.

Israel har dog endnu ikke bekræftet våbenhvilen, og landet hævder, at i alt 70 mortérgranater blev affyret fra Gazastriben tirsdag.

Efter mortérangrebet understregede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, tværtimod, at landets militær er klar til at angribe Hamas:

- Israel vil svare hårdt igen mod dem, som forsøger at skade os, og vi holder Hamas ansvarlig, fordi de kunne forhindre sådanne angreb.

Onsdag oplyser sikkerhedskilder, at det israelske militær siden tirsdag har ramt et tocifret antal militære mål hos Hamas

Kilderne siger, at mindst én Hamas-base er ramt samt fire andre baser, som tilhører den allierede gruppe Islamisk Jihad.

/ritzau/