Den unikke kælkebakke på taget af Moesgaard Museum i Højbjerg ved Aarhus var lørdag ikke kun dækket af sne. Kælkebakken var også dækket af glade mennesker, som var valfartet til den østjyske attraktion.
Det var måske ikke helt efter restriktionernes anvisninger, at området ovenpå på museet var tæt pakket med børn, forældre og kælke i hele farvepaletten.
Synet fik flere bekymrede borgere til at henvende sig til Østjyllands Politi, da de mente, at forsamlingsforbuddet på fem personer var overtrådt, skriver TV 2 Østjylland.
Politiet sendte derfor i flere omgange betjente forbi museet, men betjentene kunne konstatere, at det gældende forsamlingsforbud ikke blev overtrådt.
- Folk havde faktisk været rigtig, rigtig fine til at sprede sig, og der var ikke større forsamlinger som sådan, siger politiinspektør hos Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen, til tv-stationen.
Det påpeges dog, at det lige nu handler om at undgå smittespredning med covid-19. Derfor er opfordringen fra politiinspektøren klar:
- Det vi opfordrer befolkningen til, det er, at sørge for at sprede sig ud og måske finde andre steder at anvende en kælk.