En bane kokain mod stress på jobbet eller en joint mod smerter efter en fysisk krævende arbejdsdag.
For unge, der arbejder i bygge- og anlægsbranchen og på hotel- og restaurationsområdet er stoffer en helt naturlig del af hverdagen. Det viser en undersøgelse blandt unge organiseret i 3F, som Center for Ungdomsforskning (CeFU) har lavet for fagforeningen.
- De unge er både meget åbne og overraskende fortrolige med stoffer. Og at dømme ud fra de unges fortællinger og oplevelser med brug af stoffer kan problemet være mere udbredt og af et større omfang, end vi normalt tror, siger forskningsleder Jens Christian Nielsen og forskningsmedarbejder Pia Olsen fra Center for Ungdomsforskning til 3F.
Selv om undersøgelsen kun omfatter 35 tilfældigt udvalgte unge mellem 17 og 32 år, taler undersøgelsen sit eget klare sprog. Alle har været i kontakt med stoffer på jobbet, enten fordi de selv har taget en bane eller fyret en fed, eller fordi de har set kollegaer gøre det.
Bruges som medicin
I hotel- og restaurationsbranchen er det først og fremmest pep-stoffer som kokain og amfetamin, de unge tager. Imens er hash og alkohol mest udbredt inden for bygge- og anlægsfagene. De unge bruger stofferne som en slags selvmedicinering. Sløvende stoffer dulmer smerter efter fysisk anstrengende arbejde og letter søvnbesvær. De opkvikkende midler fremmer præstationsevnen.
- Hash er helt accepteret som smertestillende middel, hvis kroppen gør ondt. Og hvis du skal klare et 16 timers job i en restaurant i Tivoli og også have kræfter til at mødes med dine venner, er løsningen måske lidt amfetamin. Ud over det findes unge, der også bruger stoffer for at dulme, at de måske har et job uden fremtid eller perspektiv, forklarer forskerne fra CeFU til 3F.
Miljøkonsulent Henrik Hansen fra 3F er ikke overrasket over de unges rusmiddelvaner. Han har været med til at bestille den nye rapport, efter en anden undersøgelse sidste sommer viste, at hver tredje elev på Københavns Hotel- og Restaurationsskole har prøvet kokain, 69 procent røget hash og 32 procent taget amfetamin.
Problemet er udbredt, men svært at få øje på ude på arbejdspladsen, siger han.
- Det kan foregå helt skjult uden at andre end misbrugeren selv kender til det, siger han.
3F vil samarbejde med erhvervsskolerne og dæmme op for problemet. Lige nu kan fagforeningen ikke gøre andet end at sige til de unge, at det er en uacceptabel måde at løse sine problemer på.
- Nu skal vi have en metode til at sige det til dem. Derfor arbejder vi på at komme ud på erhvervsskolerne, så vi kan øge beredskabet og hjælpe de unge til at undgå stofferne, siger Henrik Hansen.