Kondom-kampagnerne fra 80'erne er glemt. Nu er de helt unge begyndt at droppe gummiet for i stedet at bruge p-pillen som prævention.
En undersøgelse blandt elever i de danske niende klasser viser, at antallet, der bruger p-piller, er fordoblet. Samtidig er brugen af kondom faldet. Det skriver Berlingske Tidende.
Udviklingen bekymrer overlæge Finn Friis Lauszus fra Regionshospitalet i Herning, da de unge i højere grad udsætter sig selv og partneren for smitte med kønssygdomme, når de ikke bruger kondom.
"Det er en praksis, som de formentlig vil tage med sig i deres videre seksuelle karriere, og den viser, at de unges bevidsthed om kønssygdomme og betydningen af at beskytte sig mod dem, er faldet markant siden 80ernes sikker sex-kampagner," siger han til avisen.
Undersøgelsen fra 2007, hvor i alt 394 elever deltog, viser, at 39 pct. af pigerne og 40 pct. af drengene har haft sex. 76 pct. brugte kondom ved første samleje, men heraf skiftede 27 pct. senere til p-piller enten alene eller som supplement til kondom.