En flok unge mænd gik torsdag aften amok under visningen af rapper-filmen "Ækte Varer" i Palads i København.
Det skriver Ekstra Bladet.
De otte-ni unge blev af de øvrige biografgæster bedt om at dæmpe sig, fordi de støjede under forestillingen.
"De lavede ballade, og da det blev påtalt, ville de slås. Der blev uddelt spark og slag, og der var en, der fik et stik i balden med en kniv eller en flaske," siger den centrale efterforskningsleder Sune Christensen fra Københavns Politi til Ekstra Bladet.
Herudover blev en gæst slået i hovedet med et stumpt instrument.
Slagsmålet udløste panik i salen, og det lykkedes gruppen af unge at stikke af i forvirringen, inden politiet nåede frem.
Ingen kom dog alvorligt til skade ved episoden, men flere måtte efterfølgende en tur omkring skadestuen, skriver Ekstra Bladet.