Den ungarske statsopera aflyser 15 forestillinger af musicalen "Billy Elliot", der ellers har kørt i flere år. Det er næsten halvdelen af de planlagte 39 forestillinger i indeværende sæson.
En mediekampagne i den regeringsvenlige avis "Magyar Idok", der agiterer for, at forestillingen kan gøre børn homoseksuelle, har fået publikum til at holde sig væk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Den negative kampagne mod "Billy Elliot" i de seneste uger har ledt til et stort fald i billetsalget i denne sæson, og derfor aflyser vi 15 forestillinger, skriver lederen af operaen, Szilveszter Okovacs, ifølge nyhedsbureauet.
Musicalen er baseret på den meget populære film af samme navn fra 2000 om drengen Billy Elliot, der vokser op i 1980'erne i det nordlige England.
Hans drøm er at blive balletdanser, men for at opnå den må han overkomme fordomme i familien og lokalsamfundet.
De seneste uger er musicalen blevet kritiseret voldsomt i "Magyar Idok", der støtter premierminister Viktor Orbans regeringsparti. Avisen har kritiseret musicalen for at fremme en "afvigende livsstil" og for at kunne gøre børn homoseksuelle.
- Fremme af homoseksualitet kan ikke være et mål for nationen, når befolkningen bliver ældre og vores land er truet af invasion, skrev avisen ifølge The Guardian i en artikel i starten af juni.
Operaen har svaret igen med argumentet om, at det at vise et faktum i verden som homoseksualitet ikke er at fremme det, samt at den eneste homoseksuelle karakter i det originale skuespil er skåret ud.
Regeringsvenlige ungarske medier har ifølge The Guardian siden Viktor Orbans sidste genvalg kørt flere kampagner mod homoseksualitet.
Blandt andet har avisen "Figyelo" udgivet en liste med 200 navne på forskere hos det ungarske videnskabelige akademi for at arbejde for homoseksuelles rettigheder og "kønsvidenskab".
/ritzau/