Birka Øhlenschlæger Nielsen er elev på møbelsnedkerlinjen på Herningsholm Erhvervsskole ved Herning. Den 17-årige elev savner respekt for erhvervsuddannelserne, der står i skyggen af de gymnasiale uddannelser.
- Som det er nu, er man ifølge mange meget bedre stillet, hvis man er godt på vej til at blive akademiker frem for håndværker. Unge på EUD og EUX er dem, der ikke passer ind på gymnasiet, dem der ikke kan ”klare presset”, skriver hun i en kronik på Jyllands-Posten.dk.
Hun understreger, at erhvervsuddannelsernes dårlige ry bunder i uvidenhed og fordomme. Det dårlige ry har intet hold i virkeligheden, mener Birka Øhlenschlæger Nielsen. Hun er selv meget glad for at gå på EUX på Herningsholm Erhvervsskole. Her er der dygtige lærere, engagerede elever og faglig stolthed.
Flere vælger erhvervsuddannelserne
Selvom de fleste unge stadigvæk foretrækker en gymnasial uddannelse, er der alligevel sket en lille stigning i ansøgere til erhvervsuddannelserne. Sidste år søgte 18,5 procent ind på en erhvervsuddannelse, og i år var det steget til 19,4 procent. Det er det højeste siden 2014.
Der er dog stadig lidt vej endnu mod at nå regeringens målsætning om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse. Målsætningen er sat til at blive nået i 2025.
Birka Øhlenschlæger Nielsen hæfter sig i kronikken ved, at håndværkshvervet er gået fra at være noget, man kunne være stolt af at besidde til at være noget, man gør af mangel på evner inden for mere boglige og akademiske fag.
Hun mener, at vigtigheden af erhvervsuddannelserne er blevet glemt. Samfundet kan ikke fungere uden uddannede fra erhvervsuddannelserne, så respekten for disse fag skal genfindes. lyder der fra den 17-årige elev.
Selv er hun pavestolt over at føre traditionen videre og tage en erhvervsuddannelse. Den retorik skal tilbage, lyder budskabet i kronikken i Jyllands-Posten.