En 20-årig mand blev såret alvorligt i forbindelse med en skudepisode i Morelhaven i Taastrup onsdag aften, oplyser politiet torsdag. Mandens tilstand beskrives som stabil.
Københavns Vestegns Politi modtog kort før klokken 22 onsdag aften en anmeldelse om skyderi ved Morelhaven 1. På stedet fandt politiet en 20-årig mand. Han var ramt af flere skud.
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at der blev affyret adskillige skud på stedet.
- Umiddelbart ligner det et opgør i det kriminelle miljø, siger politikommissær Henrik Hougaard i pressemeddelelsen.
- Men vi er på et meget tidligt stadie i efterforskningen, og det er alt for tidligt at sige noget om motiverne bag, tilføjer han.
Senere onsdag aften indløb en anmeldelse om en brændende bil i Fløng. Det er omkring ti kilometer fra Morelhaven. Politiet antager, at der er tale om en bil, der blev brugt ved skyderiet.
/ritzau/