En ung kvinde har mistet livet i en trafikulykke på det vestlige Lolland fredag eftermiddag, oplyser politiet.
I en personbil stødte hun lidt efter klokken 13 frontalt sammen med en modkørende bil. Ulykken skete på Rute 9 mellem Stokkemarke og Halsted.
Kvinden blev 25 år. Hendes pårørende er blevet underrettet, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I den anden bil sad en mand ved rattet. Han blev med helikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet. Fredag eftermiddag har vagtchefen hos politiet ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.
/ritzau/