15 funktionsdygtige skydevåben, næsten 9.000 stykker ammunition og diverse ekstraudstyr som lyddæmpere og lignende kom frem i dagens lys, da politiet tilbage i januar ransagede en adresse på Dyssevej mellem Ubby og Ugerløse.
Det skriver dagbladet Nordvestnyt.
På ejendommen boede en 20-årig mand, og i går sad han på anklagebænken sigtet/tiltalt for våbenbesiddelse.
Den 20-årige mand erkendte og forklarede, at det var nogen, som han opbevarede for en bekendt, hvis identitet han ikke vil afsløre.
Han forklarede desuden, at han ikke vidste, hvor mange våben, det drejede sig om. Kun at de var blevet leveret i nogle trækasser, som blev stillet op på loftet i et nærliggende skur.
Anklageren mente, at det burde koste mindst fem års fængsel; ifølge forsvareren var der højst tale om to år.
På det grundlag besluttede dommeren, at han lige ville bruge nogle dage på at overveje straffens længde.
Dommen bliver derfor først afsagt på fredag.