Heldigvis virker gift bedre på rotter i Danmark end i Storbritannien, hvor et studie har vist, at tre ud af fire rotter er immune overfor de mest almindelige typer rottegift.
Og fænomenet eksisterer også herhjemme, men i mindre grad, siger skadedyrsbiolog Jens Lodal.
- Det er knap så slemt i Danmark. Vi har seks forskellige typer gift til rottebekæmpelse, og de er kun resistente mod tre, siger han og tilføjer, at så længe rottebekæmperne har de rigtig stærke gifte i beredskab, så kan skadedyrene stadig holdes nede.
Han peger på, at et konstant brug af en type giftstoffer vil give resistens over tid. Derfor bruger man kun de rigtig stærke gifte, når det er nødvendigt, da det ellers vil fremprovokere en hurtigere resistens over for hele giftarsenalet.
Britiske forskere har testet rottegift i byer i det sydvestlige England og konstateret, at 75 procent af rotterne har udviklet en resistens mod gift.
Resistens hos rotter er en arvelig egenskab, der gør rotterne mindre modtagelige, så med den udvikling vil alle rotter ifølge undersøgelsen være immune inden for ti år.
Men det er er for pessimistisk, mener Jens Lodal.
- Ved en fornuftig strategi kan man godt forhale den udvikling, men der er ingen tvivl om, at på sigt - om det så er om ti år eller 50 - har vi mere resistens, end vi har nu. Jeg er ikke så pessimistisk, at jeg tror på ti år, men det vil komme om nogle årtier.
Teknisk chef i Rentokil Skadedyrskontrol Claus Schultz ser derimod de ti år som en mulighed. Han oplever, at rotterne bliver mere og mere resistente i takt med, at giftene bliver stærkere.
- Det er vigtigt for os at finde andre alternativer til rottegifte, for det bliver jo ikke ved med at gå. Og det er heller ikke samfundsmæssigt og miljømæssigt forsvarligt at blive ved med at lave gift, som bliver stærkere og stærkere, siger han.
Begge peger på, at rotterne er mere resistente i nogle dele af landet. Det drejer sig blandt andet om Vejle-området, det sydlige Jylland og en del af Fyn.
/ritzau/