Venstre og Dansk Folkeparti valgte tirsdag at udvandre fra et samråd med justitsminister Morten Bødskov (S), som de to partier ellers selv havde indkaldt til.
Det oplyser formanden for Folketingets integrationsudvalg, Trine Bramsen (S), som kalder opførslen "helt ude af proportioner".
Samrådet var indkaldt af Karsten Lauritzen (V) og Martin Henriksen (DF). De to ville grille Morten Bødskov om antallet af romaer fra Serbien, som søger asyl i Danmark.
På dagen for samrådet kom det imidlertid frem i en artikel i Politiken, at asylstrømmen fra Serbien er stoppet.
Det er sket, efter at udlændingemyndighederne har indført kantinekost i stedet for madpenge, fjernet lommepenge og sendt chartrede fly med afviste romaer retur til Beograd.
Luften var dermed taget ud af kritikken af justitsministeren, mener Trine Bramsen.
Morten Bødskov var ifølge Trine Bramsen omkring 20 minutter forsinket til samrådet, fordi han var optaget af et andet udvalgsmøde. Det sker dog jævnligt på Christiansborg, og Morten Bødskov havde ifølge Trine Bramsen oplyst udvalget om forsinkelsen.
Udvalget havde også fået besked på, at ministeren nu endelig var på vej, da ordførerne fra Venstre og Dansk Folkeparti alligevel valgte at gå, siger Trine Bramsen.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg tror aldrig, det er sket før, at man udvandrer, mens ministeren er på vej fra et udvalgslokale til et andet.
- Det er en barnagtig opførsel, som ikke hører Folketingets arbejde til, siger Trine Bramsen.
Hun mener, at beslutningen om at udvandre hænger sammen med, at de nye asyltal gjorde det svært for V og DF at angribe ministeren på samrådet:
- Faktum er, at der er sket rigtig meget i forhold til de serbiske asylansøgere, og at der kommer langt færre. Mest af alt tror jeg, det hænger sammen med, at de forsøger at dække over, at deres samrådsspørgsmål ikke er relevante mere, siger Trine Bramsen.
/ritzau/