Arbejdstilsynet skal have lov til at give bøder i en fart til firmaer, der ikke overholder dansk lov. Tiltaget er en del af en aftale om social dumping, som Enhedslisten og regeringen præsenterer torsdag, erfarer DR Nyheder.
Problemerne med udenlandske firmaer, der ikke bliver registreret eller ikke overholder dansk lov er nemlig store - og tidligere har det kun været politiet, der har haft myndighed til at give bøder.
Det betyder, at firmaerne ofte stikker af, før bøderne bliver givet. Med de nye straksbøder håber politikerne, at firmaerne kan tvinges til at overholde reglerne.
- Vi har jo tusindvis af danske bygningsarbejdere, der går arbejdsløse, fordi udenlandske virksomheder opererer illegalt her i landet, siger Finn Sørensen, der er arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten.
Aftalen bliver indgået, efter Enhedslisten og regeringen med sidste års finanslovaftale besluttede at kulegrave området med underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Det mundede ud i en rapport, som nu ligger til grund for den aftale, som offentliggøres torsdag.
- Nu får Arbejdstilsynet et rigtig godt redskab til at give virksomhederne en bøde på stedet, sådan at de kan lære det, siger Finn Sørensen.
I Dansk Byggeri ser administrerende direktør, Lars Storr-Hansen, det som noget positivt, at aftalen giver mulighed for en effektiv indsats for at skabe fair og ordnede vilkår.
- Det er et spørgsmål om at få alle virksomheder - både danske og udenlandske - til at leve op til loven, siger han til DR Nyheder.
Aftalen til i alt 65 millioner kroner præsenteres på et pressemøde senere torsdag. Den indeholder desuden initiativer overfor svindel med rengøring, hotelbranchen og international godskørsel.