Et nyt udbrud af fugleinfluenza af typen H5 er fundet i Tjekkiet. Udbruddet er det andet i landet inden for den seneste uge.
Denne gang har sygdommen ramt en stor besætning slagtekyllinger i byen Norin, kun fire kilometer fra forrige uges influenzaudbrud i en kalkunflok på 6.000.
- Det er en relativt stor erhvervsbesætning, der er blevet ramt. Normalt kommer det fra Rusland eller Kina. Men dette her ligner et virus, som man har fundet blandt nogle falke og høns i Kuwait. Så det er en mellemøstlig type. Meget mere ved vi ikke om influenzaen., siger chefkonsulent i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.
De i alt 27.800 tjekkiske slagtekyllinger bliver onsdag aflivet.
Også Tyskland har i den forgangne uge haft flere tilfælde af fugleinfluenza hos svaner og en enkelt gås. Men hverken Tjekkiets eller Tysklands syge fugle får konsekvenser for danske fjerkræavlere.
- Vi ser stadig tiden an. For fuglene er ikke i træk, så sandsynligheden for, at fuglene trækker mod nord, er ikke stor. Så vi laver ingen stramninger. Men hvis folk ser store mængder fugle, der er døde, særligt svømmefugle, så må de gerne rapportere det til os via vores hotline, siger Stig Mellergaard.
Siden årsskiftet har der været 18 udbrud af fugleinfluenza i Europa, foreløbig ingen i Danmark.