Flere medier, inklusiv Avisen.dk, kunne torsdag berette en glædelig nyhed fra Danmarks Apotekerforening om, at der atter var håndsprit på hylderne.
Det viser sig dog, at det langt fra er tilfældet – eller som Danmarks Apotekerforening skriver i en ny pressemeddelelse:
– Det er ikke korrekt. Håndsprit er stadigvæk en mangelvare på alle apoteker, der slet ikke kan følge med efterspørgslen.
Foreningen beklager nu:
– Apotekerforeningen er derfor ked af, apotekernes kunder har fået det indtryk, at de igen kan købe håndsprit på de fleste apoteker. Fakta er, at der igen er begyndt at komme leverancer af håndsprit til apotekerne. Men leverancerne er ustabile, og de bliver generelt hurtigt udsolgt, lyder det i den nye pressemeddelelse.
Lange udsigter
Og det ser ikke ud til at lysnelige foreløbig.
– Ydermere forventes efterspørgslen at stige, efterhånden som landet åbner op igen. Derfor må man forudse yderligere pres på de steder, som sælger håndsprit - herunder apoteker og supermarkeder, skriver Apotekerforeningen, og fortæller, at producenterne kæmper med at følge med.
Det er der ikke noget at sige til. Ifølge foreningen er der på bare en måned allerede solgt væsentlig mere af Apotekets Alcogel, end der normalt ryger over diskene i løbet af et helt år.