Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) fejrer torsdag dets 150 årsdag med blandt andre den franske præsident, François Hollande, som æresgæst og med sjælden hyldest fra partiets ærkerival, den konservative forbundskansler Angela Merkel.
I alt 1600 gæster er med til at fejre årsdagen i Leipzig, hvor partiet blev dannet i 1863 under navnet Den Almindelige Tyske Arbejders Sammenslutning.
- SPD må igen blive en social bevægelse, lyder hovedtemaet i partileder Sigmar Gabriels tale ved begivenheden, hvor de tidligere forbundskanslere Gerhard Schröder og Helmut Schmidt sad med ved højbordet og blev rost af Frankrigs præsident for at have ført an i nødvendige reformer.
- Fremskridt betyder også at træffe modige beslutninger i svære tider for at redde job og forudse ændringer i erhvervslivet. Det gjorde Gerhard Schröder her og fik Tyskland til at bevæge sig fremad, sagde Hollande.
En stormskærm viste lykønskningstaler fra blandt andre den tidligere britiske premierminister Tony Blair og den tidligere sovjetleder Mikhail Gorbatjov.
Merkel talte ikke ved jubilæumsfesten, hvor hun var med som forbundskansler, men i et indlæg i Leipziger Volkzeitung roser hun SPD for at have haft en "ædel og aldrig vigende stemme i opbygningen af Tysklands demokrati."
Der er forbundsdagsvalg i Tyskland den 22. september. SPD står til at tabe valget til Merkels konservative kristne demokrater. Hvis der var valg nu, ville SPD få 24 procent af stemmerne, mens CDU ville få 41 procent.
SPD har som kanslerkandidat Peer Steinbrück, der er tidligere finansminister, og som
arbejdede tæt sammen med Merkel i den store koalition fra 2005 til 2009.
/ritzau/Reuters