Samtidig med, at der er nedtælling til, at blandt andet danske museer, zoologiske haver og forlystelsesparker slipper for, at bede de besøgende vise coronapas ved indgangen, så strammer den tyske regering stikprøvekontrollerne ved grænsen.
Det skriver det tyske dagblad i Danmark, Der Nordschleswiger.
Således vil Tyskland fra på søndag kræve, at danskere skal kunne fremvise dokumentation for coronatest, covid-19-vaccination eller overstået smitte på forlangende ved grænsen.
Hidtil har man kunnet nøjes med at registrere sig i en indrejseportal.
I løbet af fredag ventes det, at forbundsregeringen vil nå til enighed om de nye indrejseregler.
- Generelt skal dokumentationen medbringes ved indrejsen og fremlægges myndighederne ved stikprøvekontroller, hedder det ifølge ARD og Frankfurter Allgemeine Zeitung i det aftaleudkast, som forbundsregeringen forhandler om, skriver Der Nordschleswiger.