Den tyske delstat Thüringen fik onsdag en ny ministerpræsident efter et skandaleombrust regionalt valg i sidste måned.
Lederen af det venstreorienterede parti Die Linke, Bodo Ramelow, bliver ny regeringschef, efter at et politisk kompromis blev indgået af politikere i det kristelige demokratiske CDU.
Den regionale avis Thüringer Allgemeine rapporterer, at den 64-årige Ramelow fik tilstrækkeligt med stemmer i landdagen i Thüringens hovedstad, Erfurt.
Der skulle dog flere afstemninger til i delstatsparlamentet, hvor Ramelows modkandidat var Björn Höcke fra det fremmedfjendske parti Alternative für Deutschland, AfD.
Ramelow afviste at give hånd til AfD-politikeren efter afstemningerne.
- Vi oplevede begyndelsen på en krise her i parlamentet for fire uger siden. Den medførte, at Thüringen blev kendt i hele verden. Jeg tror, at jeg taler for alle, når jeg siger, at vi helst havde undgået denne opmærksomhed, hedder det i en erklæring fra Ramelow efter valget.
Den tyske forbundskansler Angela Merkels konservative CDU blev kastet ud i en dyb krise, da partiets ledere i Thüringen ikke formåede at holde afstand til både det yderste højre og venstrefløjen.
For at få en regering i Thüringen fandt CDU frem til et kompromis med SPD, De Grønne og Die Linke. Dermed opstod der stærke spændinger i CDU i Thüringen, og Bodo Ramelow er kun valgt for en periode - frem til april, hvor der skal holdes valg igen.
Der kom meget kraftige protester, da de lokale CDU-politikere først i februar gik sammen med AfD på den radikale højrefløj for at sætte delstatens førsteminister fra det venstreorienterede parti Die Linke fra bestillingen.
I stedet ville man med de to partiers stemmer finde et flertal for en borgerlig kandidat. At partiet dermed nedbrød den mur, som man tidligere var enig om at opretholde over for det indvandrerkritiske AfD, fik CDU til at kigge dybt ind i sig selv.
Krisen var medvirkende til, at Merkels udpegede efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, trak sig som kandidat til at efterfølge forbundskansleren og meddelte, at hun også går af som partileder.
Hun var som CDU-formand ude af stand til at finde en linje i Thüringen, som partiet kunne samles om.
- Vi gennemlever en tillidskrise, siger sundhedsminister Jens Spahn, som er blandt de mulige afløsere for Kramp-Karrenbauer.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa