Fem tyrkiske soldater er torsdag blevet dræbt i kampe med Islamisk Stat, IS, nær byen al-Bab i det nordlige Syrien.
Ti andre er såret, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan ifølge Reuters.
Dermed er antallet af dræbte tyrkiske soldater oppe på ti i løbet af onsdag og torsdag.
Tyrkiet hævder i samme periode at have "neutraliseret" en række krigere fra IS.
Tyrkiet har igennem flere måneder forsøgt at påvirke konflikten i nabolandet Syrien ved at støtte de syriske oprørere i grænseregionen i kampen mod IS.
Derudover har Tyrkiet også slået hårdt ned på, hvad myndighederne betegner som tilhængere af Islamisk Stat inden for landets egne grænser.
I weekenden anholdt tyrkisk politi over 400 formodede tilhængere af IS i en række byer.
Tyrkiet blev i 2016 rystet af en række andre angreb, som blev tilskrevet enten Islamisk Stat eller militante kurdere. Angrebene kostede hundreder livet.
Mindst 66 tyrkiske soldater er ifølge Reuters blevet dræbt under kampe i Syrien, siden tyrkerne gik ind i det krigshærgede land i august sidste år.
/ritzau/