Indbyggerne i Tyrkiet skal om godt to måneder til folkeafstemning om en ny forfatning i landet.
Det oplyser valgmyndighederne lørdag ifølge det statslige nyhedsbureau Anadolu, skriver Reuters.
Afstemningen finder sted 16. april og er blevet mulig, efter at et flertal i Tyrkiets parlament i januar stemte for en ændring af forfatningen.
En ændring vil give den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, yderligere magtbeføjelser.
Hvis folket således siger god for den reviderede forfatning, åbner det en mulighed for, at Erdogan kan blive siddende som præsident frem til 2029.
Til den tid vil han have været præsident i 15 år.
Samtidig vil præsidenten få mulighed for at udstede dekreter, erklære undtagelsestilstand, hyre ministre og topembedsfolk samt opløse landets parlament.
62-årige Recep Tayyip Erdogan blev indsat som præsident i 2014 efter at have siddet på posten som premierminister i over et årti.
Præsidentens tilhængere ser en ny forfatning som en mulighed for stabilitet på et tidspunkt med meget uro i landet.
Kritikere af en ny forfatning frygter derimod, at det vil svække parlamentet og give Erdogan alt for meget magt.
Der har været flere bombeangreb i Tyrkiet de seneste år. Borgerkrigen i nabolandet Syrien har fået tyrkisk militær til at gå ind i det nordlige Syrien i et forsøg på at holde konflikten og Islamisk Stat på afstand.
Tyrkiet har desuden befundet sig i undtagelsestilstand siden et mislykket kup mod Erdogan i juli sidste år.
/ritzau/