Folkeafstemningen om at give præsidentembedet i Tyrkiet flere beføjelser er slut, og optællingen af stemmer er i fuld gang.
De sidste stemmelokaler lukkede søndag klokken 16 dansk tid i den vestlige del af landet.
Stemmelokalerne lukkede tidligere i den østlige del, og her ventes de første resultater at indløbe inden for nogle timer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters kort efter klokken 16.
Der kom ingen valgstedsmålinger, umiddelbart efter valgstederne lukkede.
Meningsmålinger op til afstemningen har vist næsten dødt løb med en lille overvægt til ja-siden.
Præsident Recep Tayyip Erdogan ønsker at ændre præsidentembedet, så det ikke længere er en overvejende ceremoniel post som i dag.
Fra 2019, når forfatningsændringen træder i kraft, hvis den vedtages, skal Tyrkiet eksempelvis ikke længere have en premierminister.
Præsidenten skal derimod være både statsoverhoved og regeringschef. Præsidenten vil for eksempel også kunne opløse parlamentet.
55,3 millioner tyrkere har søndag haft mulighed for at deltage i folkeafstemningen om reformen, som kan ændre Tyrkiet drastisk.
/ritzau/Reuters