I aftenens program af Basta på TV 2 bliver værten og resten af tv-holdet truet på livet af en svensk fupmager, de vil prøve at afsløre.
"Vent her, mens jeg henter min pistol," siger den rasende svensker Dennis Winberg efter at være blevet konfronteret med at svindle med billetter på Den Blå Avis.
Det får tv-holdet til at sætte i løb, hvilket var klogt, da fupmageren lidt senere dukker op med en sort genstand i hånden.
"Vi blev alle bange. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville hente sin pistol. Vi var enige om, at vi skulle væk. Det var ikke til diskussion, om vi skulle vente på, at han kom tilbage," fortæller Tina Nikolaisen ifølge B.T.
Værten mener selv, at det er det værste, hun er blevet udsat for som Basta-vært.