I maj 2016 blev TV 2-værten Morten Spiegelhauer ramt af en cyklist på racercykel og pådrog sig en hjernerystelse.
Men trods lægernes formaninger om at holde sig i ro, var han tilbage på jobbet ugen efter, skriver TV 2.
Her fandt han sig selv kæmpe med svimmelhed og kvalme, inden kollegerne efter et par dage fik ham til at blive hjemme.
- Set i bakspejlet kan jeg godt se, det var helt galt. Jeg måtte have noget at støtte mig til, mens jeg interviewede folk, siger Morten Spiegelhauer.
I tre måneder var hans hjerne et skridt bagefter kroppen, fortæller Morten Spiegelhauer, og det var umuligt for ham at overskue selv de mindste gøremål.
- Derhjemme sov jeg skræmmende tungt. Jeg lagde mig på puden og var bare væk i 10 timer. I en dødemandssøvn. Det var uhyggeligt.
Mødet med den hurtigtkørende motionist skete i maj 2016, og uover en hjernerystelse fik Morten Spiegelhauer en skræmmende flænge i baghovedet. Cyklisten skete der ikke noget med.
I august 2016 begyndte det at gå fremad, og Morten Spiegelhauer kunne vende tilbage til der, hvor han var, da uheldet skete: Lave et tv-program om hans drøm om at klatre på en næsten 190 meter høj amerikansk klippevæg.
Uheldet og Morten Spiegelhauers mål om at nå klippetoppen, er der kommet et program ud af. Det hedder "Spiegelhauers kamp mod frygten". Første del blev sendt 31. januar.