Næsten 9000 syrere - hovedsageligt kvinder og børn - er i årets første dage flygtet til Jordan for at undgå blodsudgydelserne i deres hjemland, siger en talsmand for den jordanske regering.
- Omkring 8835 syrere er flygtet til kongeriget siden den 1. januar, siger Anmar Hmud, som er den jordanske regerings talsmand for flygtningespørgsmål.
- De fleste af dem er kvinder og børn, som kommer fra Syriens sydlige områder, deriblandt Daraa, siger han.
Hmud siger, at Jordan nu huser omkring 290.000 syrere - deriblandt godt 62.000 i flygtningelejren i Zaatari-ørkenen nær grænsen.
En jordansk sikkerhedskilde siger, at "1800 personer fra det syriske militær" har søgt tilflugt i Jordan, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad brød ud i foråret 2011.
Mindst 60.000 er blevet dræbt under konflikten, vurderer FN.
FN forudsiger også, at det samlede antal syriske flygtninge i nabolandene vil blive fordoblet frem til juni og nå op på 1,1 millioner, medmindre borgerkrigen bliver afsluttet.
Ifølge de seneste tal fra Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og det nordlige Afrika er omkring 520.000 syrere registreret eller ved at blive registreret som flygtninge, sagde FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, før nytår.
De fleste syrere er flygtet til Libanon, Jordan og Tyrkiet, viser tallene.
/ritzau/Reuters