TTH Holstebro er allerede sikret forstærkning til næste sæson.
Her vender playmakeren Allan Damgaard hjem til den jyske klub, som han også repræsenterede fra 2012-2015.
Hans kontrakt løber fra sommeren 2019 og tre år frem. Det oplyser TTH Holstebro i en pressemeddelelse.
Siden han forlod TTH Holstebro, har han været i Hamburger SV, Bjerringbro-Silkeborg og aktuelt Frisch Auf Göppingen.
Når han vender hjem til dansk håndbold igen, er det for at vinde DM-guldet.
- Min personlige målsætning er at bidrage til, at vi kan begå os i toppen af dansk håndbold og skabe store sportslige oplevelser for hele klubben og publikum.
- Min største drøm er da at få lov til at løfte DM-trofæet i Gråkjær Arena. Og den drøm må gerne gå i opfyldelse, siger den kommende TTH-spiller.
Cheftræner Patrick Westerholm mener, at det er oplagt at få playmakeren retur.
- I Allan får vi en markant ledertype, der er klar til at gå forrest både på banen, men også udenfor banen. Han er en vindertype, der knokler på, og dem kan man ikke få nok af på et hold.
- Derudover har Allan en primær kompetence i forsvaret og med sine gennembrud i angrebet, hvor han kan sætte sin direkte modstander, siger cheftræneren.
32-årige Allan Damgaard har tidligere optrådt for det danske landshold. Han er storebror til bagspilleren Michael Damgaard, der i 2016 var med til at vinde OL-guld.
/ritzau/