USA's præsident, Donald Trump, advarer både Tyrkiet og de kurdiske styrker i Syrien mod at angribe eller provokere hinanden, når de sidste amerikanske soldater har forladt Syrien.
Det vil ifølge Trump få alvorlige konsekvenser for Tyrkiet, hvis landets militær indleder en offensiv mod kurdiske styrker i kølvandet af den bebudede amerikanske tilbagetrækning
- Vil ødelægge Tyrkiet økonomisk, hvis de rammer kurdere, skriver han i et tweet sent søndag aften dansk tid.
Trump opfordrer samtidig kurdiske styrker til ikke at tirre Tyrkiet.
- På samme måde ønsker (jeg, red.) ikke, at kurderne provokerer Tyrkiet, skriver han.
Donald Trump meddelte overraskende i december, at USA's soldater i Syrien skal trækkes hjem, fordi missionen med at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) i det krigshærgede land er fuldført.
USA har i kampen mod Islamisk Stat allieret sig med særligt den kurdiske milits YPG i det nordlige Syrien.
Tyrkiet hævder, at YPG arbejder sammen med den tyrkisk-kurdiske organisation PKK, der i Ankara regnes som en terrororganisation.
Det er endnu uklart, hvornår hjemsendelsen af de omkring 2000 udsendte amerikanske soldater i Syrien indledes.
I begyndelsen af januar sagde Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at man havde visse betingelser til særligt Tyrkiet.
Tyrkiet skal sikre, at "de syriske oppositionsstyrker, der har kæmpet sammen med os, ikke bringes i fare", påpegede han blandt andet.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde lørdag, at han er overbevist om, at USA og Tyrkiet kan indgå en aftale om at beskytte de kurdiske styrker i Syrien.
Mandag morgen siger den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand, at Tyrkiet forventer, at USA vil respektere de to landes strategiske partnerskab.
- Hr. Donald Trump, det er en fatal fejl at sidestille syriske kurdere med PKK, som er på USA's terrorliste, og dens syriske gren PYD/YPG, skriver talsmand Ibrahim Kalin på Twitter.
- Terrorister kan ikke være dine partnere og allierede. Tyrkiet forventer, at USA respekterer vores strategiske samarbejde og ikke vil lade det overskygge af terrorpropaganda, skriver han videre.
/ritzau/