USA's præsident, Donald Trump, vil på et pressemøde tirsdag annoncere tiltag for at afbøde negativ påvirkning af den amerikanske økonomi fra udbruddet af et nyt coronavirus.
- Jeg vil være her i morgen eftermiddag for at informere jer om nogle af de økonomiske skridt, vi tager, og som vil være betydelige, siger Trump til journalister i Det Hvide Hus sent mandag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udmeldingen kommer efter en blodrød dag på det amerikanske aktiemarked og andre børser verden over. Dow Jones-indekset på Wall Street lukkede mandag med et fald på 7,8 procent. Det er den største nedtur for indekset på en enkelt dag siden finanskrisen for 12 år siden.
Det store aktiekursfald kom efter en weekend med både nye udviklinger i spredningen af coronavirusset, men ikke mindst også et udbrud af en priskrig på oliemarkedet mellem Rusland og Saudi-Arabien.
Ifølge finansminister Steven Mnuchin vil "USA anvende alle værktøjer" til at bekæmpe virusudbruddets påvirkning af økonomien. Han tilføjer, at topcheferne for de amerikanske banker er indkaldt til et møde i Det Hvide Hus senere denne uge. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Donald Trump har ifølge Reuters fokus på at sænke den såkaldte "payroll tax" og vil drøfte dette med Kongressen tirsdag. Payroll tax er en særlig skat på lønindkomster op til cirka 138.000 dollar om året på 6,2 procent. Det svarer til cirka 900.000 danske kroner om året.
- Vi vil drøfte en mulig nedsættelse af payroll-skatten eller lempelse, en meget betragtelig lempelse. Det er et stort tal, siger Trump.
Han vil i samtalerne med republikanske medlemmer af Kongressen også undersøge muligheden for at hjælpe timelønnede. Lempelser for virksomheder, der er påvirket af virusudbruddet, skal også diskuteres.
Det kan for eksempel være luftfartsselskaber, som under virusudbruddet har set bestillingerne af rejser styrtdykke.
Fredag i sidste uge underskrev Trump en lov, der frigiver 8,3 milliarder dollar - cirka 55 milliarder danske kroner - til at bremse smitten med coronavirus.
En del af beløbet skal gå til at udvikle en vaccine mod virussygdommen.
Covid-19 - som sygdommen i udbrud er navngivet - breder sig flere steder i USA.
Mandag steg antallet af bekræftede smittede personer i USA til 716 ifølge CNN fordelt på 36 delstater. 26 af de virusramte er døde.
/ritzau/