Den særlige anklager Robert Mueller bør ikke afgive forklaring i Kongressen. I hvert fald ikke hvis det står til USA's præsident, Donald Trump.
- Hvorfor vil Demokraterne i Kongressen nu have Robert Mueller til at vidne, skriver præsidenten på det sociale medie Twitter.
- Bob Mueller burde ikke vidne. Ingen nye chancer til Demokraterne!
Retsudvalget i Repræsentanternes Hus har bedt Mueller møde op den 15. maj og svare på spørgsmål om den 22 måneder lange undersøgelse.
Trump sagde ellers i sidste uge, at han vil lade den beslutning være op til justitsminister William Barr, skriver nyhedsbureauet AP.
Barr har tidligere sagt, at han ikke har indvendinger mod at lade Mueller vidne.
I sit tweet kritiserer Trump, at der er brugt millioner af dollar på undersøgelsen af, om der var et samarbejde mellem Rusland og hans egen valgkampagne op til præsidentvalget i 2016.
Baggrunden er den mulige russiske indblanding i den amerikanske valgkamp.
Omkring 500 mennesker er blevet udspurgt, skriver præsidenten, og 18 "Trump-hadende vrede Demokrater" har stået for undersøgelsen, som ifølge Trump ikke indeholdt beviser for et samarbejde med russerne.
Formanden for retsudvalget i Repræsentanternes Hus har stævnet det amerikanske justitsministerium for at få udleveret den fulde rapport på mere end 400 sider.
Justitsminister William Barr har indtil videre udleveret en version med en del overstregninger. Blandt andet fordi de indeholder informationer om verserende retssager.
Robert Mueller har selv kritiseret Barrs udlægning af rapporten.
Barr offentliggjorde i marts en fire siders opsummering af undersøgelsen.
Men opsummeringen "indfangede ikke til fulde konteksten, naturen og substansen" af Rusland-undersøgelsen, lød det i et brev fra Mueller til Barr, som blev sendt i slutningen af marts.
/ritzau/