En tyrkisk domstol besluttede onsdag, at en amerikansk præst, der er anklaget for at støtte et mislykket kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016, skal forblive bag tremmer.
Derudover er han tiltalt for at støtte kurdiske gruppe PKK.
Andrew Brunson er en kristen præst og har boet i Tyrkiet i mere end to årtier.
Brunson, der nægter alle anklager, kan se frem til en dom på op mod 35 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.
Domstolens afgørelse onsdag har fået USA's præsident, Donald Trump, til tasterne.
På sit foretrukne medie, Twitter, opfordrer han præsident Erdogan til at "gøre noget for at befri denne fantastiske kristne ægtemand og far".
Præsidenten tilføjer, at Andrew Brunson har "været holdt som gidsel alt for længe".
Under onsdagens retsmøde fik Andrew Brunson selv lov til at forholde sig til tiltalerne.
- Der er ingen konkrete beviser mod mig. Jesus' disciple led i hans navn, og nu er det min tur. Jeg er en uskyldig mand. Jeg afviser tiltalerne. Jeg ved, hvorfor jeg er her. Jeg er her for at lide i Jesus' navn, siger han.
I sidste måned vedtog det amerikanske senat en resolution, der forhindrer Tyrkiet i at købe amerikanske F-35-kampfly blandt andet på grund af fængslingen af Andrew Brunson.
/ritzau/Reuters