Et enkelt uopmærksomt øjeblik hos en bilist, et lille
sammenstød, og trafikken over Lillebælt er død i flere timer. Et stort problem,
der ifølge Vejdirektoratet skal løses inden 2030, hvis ikke antallet af biler
er blevet mindre til den tid, skriver TV2.dk.
Vejdirektoratet ønsker ikke at uddybe sine anbefalinger,
men ifølge trafikforsker Henrik Harder Hovgesen fra Aalborg Universitet er en
trillingebro over Lillebæltsbro en nødvendighed.
- Det er et af de steder i Danmark, hvor der er allermest
tryk på, og det bliver ikke mindre med tiden, siger han.
Han er begejstret for Vejdirektoratets oplæg, som er
bestilt af Infrastrukturkommissionen. Her skal man nu vurdere, hvilke forslag
man vil sende videre til politikerne.
- Det er vigtigt, at Vejdirektoratet kommer med denne
markering, for nu er der frit slag for politikerne og borgerne til at diskutere
løsningerne. Det er man også nødt til, for det er vejene, der skal bære væksten
i trafikken fremover. Der er ikke rigtig noget alternativ, specielt ikke i
Østjylland, siger Henrik Harder Hovgesen og henviser til den dårligt fungerende
kollektive trafik i Jylland og på Fyn.
Vejdirektoratet foreslår tre mulige løsninger på
fremtidens trafikkaos ved Lillebælt. Alle tre modeller indebærer en ny
firesporet bro med tilslutning til de eksisterende motorveje på begge sider,
men broen kan placeres på flere forskellige måder.
Forslaget bliver ikke afvist hos de Konservative, men trafikordfører Henriette Kjær (K) vil have alle løsningsforslag på bordet, før hun vil beslutte sig for en løsning af trafikproblemet i trekantsområdet.
- Det er et rigtig spændende forslag. Nu skal vi jo lige se, hvad det
vil koste, hvor det vil berøre miljøet og så videre. Det er godt, at vi nu får mulighed for at diskutere
trafikproblemerne i trekantsområdet, for der skal gøres noget ved det. Jo før
vi får diskuteret det, jo bedre, siger trafikordfører Henriette Kjær.