Fredag er der opstået nye sammenstød på den græske ø Chios, der ligger nær den tyrkiske kyst.
Således er tre migranter blevet indlagt på hospitalet efter et slagsmål i en flygtningelejr på øen. Det rapporterer det græske nyhedsbureau Ana ifølge nyhedsbureauet AFP.
Optøjerne sker få dage før, at myndighederne på mandag - i henhold til en aftale mellem EU og Tyrkiet - begynder at sende migranter fra de græske øer tilbage til Tyrkiet.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at optøjer på øerne Lesbos og Samos torsdag aften har efterladt tre personer med knivstik.
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) oplyser fredag, at man har bedt om at få adgang til de mennesker, der bliver sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland for at sikre, at de får international beskyttelse og undgår risikoen for at blive deporteret.
Samtidig understreger UNHCR, at samtlige sikkerhedsforanstaltningerne skal være på plads, før myndighederne begynder at sende migranterne tilbage.
Torsdag oplyste en EU-kilde, at de første 500 flygtninge og migranter som planmæssigt bliver sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland på mandag.
EU har for nylig indgået en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet fra mandag 4. april.
For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbesætte vedkommende i EU.
Aftalen blev indgået på et topmøde tidligere på måneden med det mål at bremse menneskestrømmen til Europa.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.