Mindst tre mennesker er dræbt i forbindelse med nye voldelige uroligheder mellem muslimer og buddhister i den vestlige delstat Rakhine i Myanmar.
- En mand fra Rakhine og to muslimske kvinder er dræbt i landsbyen Pandeinkone, oplyser Hla Thein, som er politichef i delstaten.
- Det er svært at kontrollere situationen, tilføjer han.
Sammenstødet mellem de to stridende grupper kommer, efter at adskillige mennesker mistede livet under lignende kampe i juni. Dengang blev titusindvis af mennesker fordrevet, og menneskerettighedsorganisationer advarede om en humanitær krise.
Politiets natlige udgangsforbud forhindrede ikke, at flere hundrede hjem natten til tirsdag gik op i flammer under urolighederne, der involverer to nabolandsbyer.
Ifølge politiet fortsætter kampene nu på andet døgn, og yderligere 50 huse er brændt ned.
Delstaten Rakhine huser det største muslimske mindretal i Myanmar, heriblandt rohingya-folket, som er statsløse, fordi myndighederne opfatter dem som ulovlige indvandrere fra nabolandet Bangladesh.
Regeringen i Myanmar har tidligere afvist beskyldninger om, at landets sikkerhedsstyrker skulle have begået overgreb på den muslimske befolkning i Rakhine.
Den blodige vold kaster en mørk skygge over landets nye og reformvenlige regering, der blandt andet har frigivet hundredvis af politiske fanger og medvirket til, at oppositionsleder Aung San Suu Kyi nu sidder i parlamentet.
FN har i årevis betegnet rohingya-folket som en af de mest forfulgte minoriteter i verden. De opfattes som illegale immigranter og er derfor henvist til et liv med skrappe restriktioner og begrænset adgang til arbejde, uddannelse og offentlige ydelser.
I byen Sittwe i Rakhine lever tusindvis af disse muslimer en tarvelig tilværelse i ghettoer med bevæbnede vagter og pigtråd.
Mange indbyggere i Myanmar kalder dem for "bengalierne", fordi de taler en dialekt, der minder om sproget i nabolandet Bangladesh.
/ritzau/AFP