- Det er en tung beslutning for en virksomhed. Og den tager jeg til efterretning.
Sådan lyder udmeldingen fra transport- og energiminister, Jacob Axel Nielsen (K) til Avisen.dk, kort tid efter, at SAS meddelte, at de udskældte Dash fly bliver kasseret.
- Jeg er sikker på, at SAS ville kunne have repareret flyene, men det bliver ikke aktuelt. Og det forstår jeg. Fra en kommerciel betragtning har SAS behov for at sende det signal, at man kan have tillid til at flyve med SAS. Så jeg synes det er godt, at SAS har truffet den beslutning, siger transportministeren, der nu vil til bunds i sagen .
Ridser i lakken
Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører Magnus Heunicke synes sagen kaster lange skygger ind over transportministeren:
- Først og fremmest vil jeg rose SAS for beslutningen. Det er en modig beslutning og den eneste rigtige beslutning. Men det sætter samtidig ministerens rolle i yderlige relief. For tre uger siden sagde han, at han havde fuld tillid til flyene, og nu er de skrottet, siger Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, Magnus Heunicke til Avisen.dk
Søndag morgen krævede Heunicke en uvildig redegørelse af ministerens rolle i sagen, og det krav er ikke mindsket i styrke med SAS’ beslutning om at indstille flyvningen med Dash 8-flyene.
- SAS’ troværdighed stiger, mens ministerens falder. Hvordan han kan love, at alt er i orden tre uger inden, det hele brager løs igen. Det er en gåde, siger Magnus Heunicke.