Det kan være, at Fjordgade i Frederiksværk snart står over for et navneskifte til DeNovavej. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Virksomheden DeNova Holding har siden 2015 opkøbt størstedelen af husene på gaden, som løber bag virksomhedens grund og er dermed sluppet af med en borgergruppe, som kritiserede og klagede til kommunen over DeNovas »røg, støj og møg«.
- Hele den oprindelige bestyrelse er købt ud af deres huse. Der er faktisk ikke nogen tilbage. Det er en falliterklæring, at vi ikke holdt ved og blev ved at slås. Vi burde have stået sammen, men DeNova betalte sig fri for protester, siger Anders Andersen, som var en del af den kritiske borgergruppe og sidste år solgte sit hus til DeNova Holding.
Virksomhedens ejer, Michael Pedersen, slår fast, at DeNovas huskøb ikke er foretaget for at lukke munden på kritiske naboer.
- Vi manglede et sted til medarbejdere, som kom langvejs fra. Så opdagede vi, at et hus i området var til salg og købte det, fordi det lå tæt på. Det, fandt vi hurtigt ud af, var en god idé, og det førte til flere opkøb, men der har aldrig været udtænkt en strategi eller plan om det - hverken dengang eller nu, siger Michael Pedersen, ejer af DeNova Holding.
DeNova Holding har siden 2015 købt mindst 11 huse i området nær virksomheden.
Fr.Borg Amts Avis