Man kan roligt sige, at løsgængeren Pia Christmas-Møller nyder sine øjeblikke som tungen på vægtskålen i dansk politik – for den indflydelse hun forgæves har søgt i årevis, kan hun endelig nyde i disse dage.

Christmas-Møller, der hidtil har været opfattet som en noget komisk figur af sine politiske kolleger, ikke mindst for sin amatøragtige ledelse af De Konservative i slutningen af 1990’erne, oplever endelig at blive omsværmet. Partilederne, de centrale ordførere, medierne – og, ja, selv den yderste venstrefløj, som hun har foragtet i et langt liv, flirter med hende.

Mens Christmas-Møller nyder sin øjeblikkelige popularitet – som den, der sammen med oppositionen afviser en flig af VKO-blokkens asylpolitik – bør man måske minde om, hvad hun egentligt har gang i:

For det første – hun stillede faktisk op til valget i november sidste år for De Konservative som politisk ordfører og dermed som den, der til enhver tid forsvarede alt, hvad VK-regeringen stod for.

For det andet – hun blev alene løsgænger på grund af såret forfængelighed, fordi hun igen-igen blev fravalgt som minister.

For det tredje – hun har sagt, at hun aldrig kunne drømme om at fælde VK-regeringen.

For det fjerde – hun har afvist at melde sig ind i et nyt parti, mest naturligt Ny Alliance, og agter derved ikke at fortsætte sin politiske karriere.

Derfor:

Hvis Christmas-Møller virkelig var så bekymret over de afviste asylfamiliers forhold, ja, så kunne hun jo støtte en mistillidsdagsorden til regeringen i Folketinget. Det gør hun ikke – tværtimod nøjes hun med at kræve en såre beskeden ændring af VKO-aftalen fra sidste uge. Dermed er det bevist – Christmas-Møller betyder ikke noget og statsministeren kan sove roligt om natten.