Analyse af Nyhedsavisens chefredaktør David Trads.
Man kan roligt sige, at løsgængeren Pia Christmas-Møller
nyder sine øjeblikke som tungen på vægtskålen i dansk politik – for den
indflydelse hun forgæves har søgt i årevis, kan hun endelig nyde i disse
dage.
Christmas-Møller, der hidtil har været opfattet som en
noget komisk figur af sine politiske kolleger, ikke mindst for sin amatøragtige
ledelse af De Konservative i slutningen af 1990’erne, oplever endelig at blive
omsværmet. Partilederne, de centrale ordførere, medierne – og, ja, selv den
yderste venstrefløj, som hun har foragtet i et langt liv, flirter med
hende.
Mens Christmas-Møller nyder sin øjeblikkelige
popularitet – som den, der sammen med oppositionen afviser en flig af
VKO-blokkens asylpolitik – bør man måske minde om, hvad hun egentligt har gang
i:
For det første – hun stillede faktisk op til valget i
november sidste år for De Konservative som politisk ordfører og dermed som den,
der til enhver tid forsvarede alt, hvad VK-regeringen stod
for.
For det andet – hun blev alene løsgænger på grund af
såret forfængelighed, fordi hun igen-igen blev fravalgt som
minister.
For det tredje – hun har sagt, at hun aldrig kunne
drømme om at fælde VK-regeringen.
For det fjerde – hun har afvist at melde sig ind i et
nyt parti, mest naturligt Ny Alliance, og agter derved ikke at fortsætte sin
politiske karriere.
Derfor:
Hvis Christmas-Møller virkelig var så bekymret over de
afviste asylfamiliers forhold, ja, så kunne hun jo støtte en mistillidsdagsorden
til regeringen i Folketinget. Det gør hun ikke – tværtimod nøjes hun med at
kræve en såre beskeden ændring af VKO-aftalen fra sidste uge. Dermed er det
bevist – Christmas-Møller betyder ikke noget og statsministeren kan sove roligt
om natten.