Trads: 1. maj bør handle om kampen mod øget ulighed
Blog

Af David Trads
Se alle blogindlæg

Om David Trads

Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.

JEG ER I USA LIGE NU - og da vi jo alle ved, at det, som sker herovre, altid når til Danmark lidt senere, så tjek lige disse dybt foruroligende tal:

Først antallet af fagforeningsmedlemmer i USA:

I 1983, som var første gang, jeg boede i USA, var godt hver femte amerikaner medlem af en fagforening. I dag, kære venner, er det tal faldet til hver tiende. Tendensen er fuldkommen tydelig – og yngre melder sig nu i endnu mindre omfang ind i en fagforening.

SÅ GRADEN AF ULIGHED I USA:

Tilbage i 1983 tjente den gennemsnitlige direktør i et af USA's 500 største selskaber godt 30 gange så meget som den gennemsnitlige ansatte. I dag, man kan næsten ikke tro det, er det tal steget til mindst 300 gange så meget. Trenden er den samme uanset, hvor man slår ned.

Hjemme i Danmark er tallene ikke nær så dramatiske, men vi kender alligevel alt for godt udviklingen:

FØRST ANTALLET AF FAGFORENINGSMEDLEMMER I DANMARK:

I 1983 havde alene LO over 1,3 millioner medlemmer. Et tal, som nu er under en million. En rapport fra LO viste, at organiseringsgraden blandt unge under 30 år i særlig grad er bekymrende. Måske, forlød det, vil kun hver anden på arbejdsmarkedet være organiseret om ti år.

SÅ GRADEN AF ULIGHED I DANMARK:

I 1983 tjente en topdirektør i Danmark godt syv gange så meget i løn som en gennemsnitlig LO-arbejders løn. I dag tjener han 35 gange så meget. Siden finanskrisen er direktørens løn for øvrigt steget med 33 procent, mens LO-arbejderens er steget med 1,5 procent.

Der er simpelthen en fuldkommen tydelig sammenhæng mellem organiseringsgrad i fagforeningen og udviklingen i ulighed:

Jo stærkere fagbevægelsen er, desto bedre er dens mulighed for at forhandle overenskomster, der tilgodeser de fleste i stedet for de få – og jo svagere fællesskabet er, desto bedre er de fås chancer for at rage det meste til sig på bekostning af de færreste.

USA er skrækeksemplet, men som jeg beskrev, så går udviklingen i Danmark samme vej, om end og heldigvis tempoet ikke er så råt og ubarmhjertigt. Tallene bør dog bekymre dybt – for hvis den fortsætter, så vil vi få et samfund, hvor uligheden uundgåeligt hele tiden bare vokser og vokser.

Gabet mellem de rigeste og alle andre vokser i alle velstående lande. Det er, som om den stigende ulighed bare er blevet et faktum – en del af ’nødvendighedens politik’ og ’sådan er det jo’-tankegangen – og vi så under overenskomstforhandlinger, at logikken fortsat lever:

Arbejdsgiversiden – Sophie Løhde, Moderniseringsstyrelsen, ledelsen af KL og deres klakører i CEPOS og omegn – sang hele tiden omkvædet om, at lokale forhandlinger er meget bedre end de kollektive. Tja, den sang fører i længden altid til mere ulighed og ringere arbejdsvilkår.

Men, men, men…vi behøver ikke at give op – for det behøver slet ikke at gå den vej.

SÅ HER ER, HVAD VI KAN GØRE VED DET:

På Christiansborg bør den stigende ulighed komme helt i centrum. Vi er fortsat et af klodens mest lige samfund, men det skyldes mest, at de andre landes ulighed også vokser. Tre årtiers skæv skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik har bidraget til problemet.

Frem over bør skattelettelser ikke kun gå til dem, der er i arbejde, men til alle, og så bør vi igen se på øget beskatning til dem, der tjener mest, på for eksempel topskat og formueskat. Vi bør også sikre, at udviklingen i overførselsindkomster vokser i takt med alle andres stigninger.

I fagforeningerne bør ledelserne – ikke mindst i den nye fælles organisation mellem LO og FTF – tage udviklingen langt mere alvorlig end hidtil. Lizette Risgaard, Bente Sorgenfrey og alle de andre kammerater bør stille sig selv nogle meget simple og afgørende spørgsmål:

Hvorfor melder især unge sig ikke ind i en fagforening? Hvad i alverden kan vi gøre for at vende udviklingen? Hvis jeg var dem, ville jeg gøre det til den allervigtigste opgave at finde svar på disse to spørgsmål. Hvis ikke, udvander fagbevægelsen sig selv - og hvis først det sker, vil uligheden for alvor løbe løbsk og den danske model. velfærdssamfundet og alt det, vi er stolte af, for alvor fordufte. Det er alvor. I den grad.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.