Det kom også bag på Tour de France-bossen Christian Prudhomme, da Lance Armstrong efter mange måneders tavshed valgte at lade sig interviewe af talkshowværten Oprah Winfrey.
Prudhomme troede aldrig, at han skulle høre den tidligere syvdobbelte vinder af verdens største cykelløb indrømme doping, som rygterne vil vide, at Armstrong gør i interviewet.
- Ingen kunne have forestillet sig for bare nogle uger siden, at Lance Armstrong ville komme med en tilståelse, at han offentligt ville indrømme, at han har været dopet.
- Det er selvfølgelig vigtigt, men jeg kan ikke sige mere end det. Jeg ved ikke, hvad han vil sige. Og for os hører Lance Armstrong fortiden til, siger franskmanden.
Prudhomme vil i det hele taget helst ikke beskæftige sig med fortiden, der har budt på en del dopingskandaler i forbindelse med Tour de France.
- Cykelsporten har uden tvivl snydt en masse mennesker før i tiden. Men i adskillige år har den gjort store anstrengelser i denne kamp, og det skal vi fortsætte med, siger cykelchefen.
Tour de France gennemføres for 100. gang i år, og i den anledning bliver alle ryttere, der har fuldført Touren bare én gang, inviteret til Paris for at blive hyldet på Champs Elysées i forbindelse med sidste etape.
Lance Armstrong skal dog ikke forvente at blive budt til fest i den franske hovedstad.
- Det ville virke lidt forkert nu, må jeg sige, lyder det fra Prudhomme.
Lance Armstrong vandt løbet fra 1999 til 2005, men blev sidste år frakendt alle sine titler. Der er ikke udnævnt nye vindere i stedet for amerikaneren.
/ritzau/AFP