Popmusikken spiller for fulde drøn foran Forligsinstitutionen, hvilket søndag er i skærende kontrast til forhandlerne, der forholder sig ganske tavse om forhandlingerne bag de lukkede døre.
Det gør de, fordi de er bevidste om situationens alvor, mener de kommunale arbejdsgiveres topforhandler, Michael Ziegler, der klokken 17 trådte ud for at få lidt luft og nyde sidste eftermiddagssol.
- Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi alle er pinligt bevidste om, at den fase, vi er i nu, er meget kritisk. Derfor er det meget vigtigt, at vi alle virkelig respekterer den gældende tavshedspligt.
- En skæv bemærkning sagt herude i medierne kan påvirke forhandlingsrummet, siger Michael Ziegler.
Siden maratonforhandlingerne blev genoptaget fredag klokken 10, har forhandlernes snakkesalighed over for medierne været skiftende. De er alle pålagt tavshedspligt i forhold til forhandlingerne.
Søndag begyndte forhandlingerne klokken 10.
- Jeg har mest i sjov, men også i alvor, sagt, at hvis Forligsinstitutionen var en båd, så var den sunket, fordi den er lidt utæt. Det er godt, hvis der er en fælles enighed om at stramme lidt op.
- Der er jo en grund til, at der er en tavshedspligt, siger Michael Ziegler.
Pladsen foran Forligsinstitutionen er efterhånden mærket af de mange dage med forhandlinger.
Græsset er bukket under for presset af de mange fremmødte demonstranter. Området, der før var grønt og frodigt, er søndag eftermiddag blevet til en brunlig plamage.
Foran Forligsinstitutionen er der kort før klokken 18 stadig fyldt pænt op af demonstranter, som formår at skabe en hyggelig stemning.
Der bliver delt is, frugt, muffins og kaffe ud som til en anden søndagsudflugt.
Det har flere af de fremmødte benyttet sig af, så der er også børn, som løber rundt og leger iført T-shirts med budskaber om bedre forhold for arbejdstagerne.
/ritzau/