Et bronzesværd, der er mellem 3000 og 3500 år gammelt, er dukket op af den nordsjællandske muld. Fundet har fået arkæologerne til at gøre store øjne, da det er særdeles velbevaret, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Sidste gang der blev fundet sådan et i Nordsjælland var lige omkring krigen, så jeg tror, at det i hvert fald er 70 år siden, siger Esben Aarsleff, afdelingsleder på Museum Nordsjælland.
Fundet er gjort for nylig, i midten af juni, på en mark i området mellem Skævinge, Meløse og St. Lyngby. Det var en privatperson bevæbnet med metaldetektor, der hev sværdet op af jorden og efterfølgende leverede det ind til museet, hvor arkæologerne var ved at vælte over hinanden for at se nærmere på det. Det skyldes, at sværdet er stort set helt, hvilket hører til sjældenhederne.
Uhyre sjældent
- Selve klingen er 95 procent bevaret, og når vi normalt finder den slags oppløjede sværd, så taler vi typisk 5-10 procent. Her kan man virkelig se, at det er et bronzesværd, og det er uhyre sjældent, siger Esben Aarsleff til Frederiksborg Amts Avis.
Sværdet bliver nu udstillet på museet i Hillerød fra mandag af og kan ses til udgangen af juli, inden det bliver sendt til nærmere undersøgelse hos Nationalmuseets eksperter.