Det kinesiske statsbesøg i 2012 - som antændte Tibetsagen - var langt fra første gang, dansk politi har skærmet kinesiske statsmænd mod demonstranter.
Det skriver Berlingske.
Mindst to gange tidligere har dansk politi taget særlige hensyn til kinesiske besøgende på bekostning af demonstranters grundlovssikrede ret til at forsamles og ytre sig.
Flere pensionerede og aktive politifolk siger til Berlingske, at det i årtier har været praksis hos ordensmagten at skærme kinesiske delegationer mod demonstranter.
Både under FN's Sociale Topmøde i 1995 og under et kinesisk statsbesøg i 2002 siger kilderne, at de sørgede for at flytte demonstranter, så de ikke kunne ses af de kinesiske delegationer.
Ifølge avisen var den pensionerede politikommissær Torben Juel Eriksen i 1995 ansvarlig for sikkerheden på Hotel Sheraton - i dag Hotel Scandic - ved søerne nær Vesterport. Her besluttede han efter møder med kinesiske embedsmænd samt en kontaktperson fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) at flytte demonstranterne, så de ikke kunne ses fra hotellet, hvor den kinesiske delegation med premierminister Li Peng boede.
"PET-agenten lagde vægt på, at arrangementet skulle forløbe på en sådan måde, at den kinesiske delegation ikke blev ydmyget," siger Torben Juel Eriksen.
Den pensionerede politikommissær Ole Kahr spillede en ledende rolle under et kinesisk statsbesøg i 2002, da den kinesiske premierminister Zhu Rongji skulle eskorteres rundt i København, og var også med under topmødet i 1995.
Han siger følgende til Berlingske:
"Jeg fik arrangeret det, så demonstrationen kom til at foregå sådan, at man ikke fra hotellet kunne se demonstranterne," siger Ole Kahr.
En tredje betjent, der var med i 2002, fortæller en enslydende historie.
De nye tyder oplysninger tyder på, at der er "blevet løbet om hjørner med både Tibetkommissionen og Folketinget", siger professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard til Berlingske.
Hele Tibet-sagen sættes nu i et nyt lys, vurderer professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter.
"Tankegangen om, at der er sket en eller anden 'beklagelig fejl' foranlediget af to mellemledere i politiet bliver undergravet," siger Jens Elo Rytter til Berlingske.
Regeringen genåbnede i sidste uge Tibetkommissionen. Det skete, efter det i radioprogrammet P1 Orientering var kommet frem, at Udenrigsministeriet og Statsministeriet ikke havde udleveret potentielt centrale dokumenter om Tibetsagen. I forbindelse med genåbningen af kommissionen kom det ligeledes frem, at Rigspolitiet pludselig havde fundet et hidtil ukendt arkiv med e-mail, de ellers havde slettet.
Hverken Justitsministeriet, Københavns Politi eller Rigspolitiet har ønsket at kommentere sagen over for Berlingske. Det har heller ikke Birgitte Stampe, der var PET-chef i 1995, eller Lene Espersen, der var justitsminister i 2002. Niels Helveg Petersen, der var justitsminister i 1995, døde sidste år.
Justitsministeriet har torsdag udsendt en pressemeddelelse om, at den vil kulegrave kinesiske besøg siden 1995. Berlingske spurgte ministeriet onsdag, hvordan de nye oplysninger stillede sagen. Ministeriet er ikke vendt tilbage.