Togdrift lammet: Politiet og butiksansatte jagtede farlig mand

Krimi
Alle tog til og fra Københavns Hovedbanegård er onsdag aften indstillet, og politiet har evakueret banegården. Ifølge TV2 leder man efter en flygtet fange. (Foto: Foto: Henrik R. Petersen/Scanpix)

Al togdrift til og fra Københavns Hovedbanegård står stille, og politiet har evakueret banegården.

En omfattende jagt på en flygtet fange førte onsdag aften til, at Københavns Hovedbanegård var lukket i knap to timer.

Kort før klokken 23.00 blev banegården genåbnet - til trods for, at den eftersøgte ikke blev fundet.

Det oplyser Københavns Politi.

Trods den omfattende aktion afviser politiet, at den eftersøgte mand skulle være farlig.

- Som jeg har fået det oplyst, er han ikke kategoriseret som farlig, siger vagtchef Michael Andersen.

Men det er vel ikke hvem som helst, man er efter, når man sætter sådan en stor aktion i gang?

- Det har du ret i. Men jeg kan ikke komme ind på, hvem det er, vi leder efter, siger Michael Andersen.

Under politiets arbejde var alle tog forbi Hovedbanegården indstillet, ligesom bygningen blev evakueret.

Klokken 22.46 oplyser Banedanmark på Twitter, at der må forventes en del efterveer fra aktionen.

- Politiet har afsluttet deres arbejde på København H., og vi kan genoptage togtrafikken. Dog skal man forvente en del forsinkelser og mulige aflysninger. Hold dig opdateret på Rejseplanen.

Både TV2 og Ekstra Bladet fortalte tidligere på aftenen, at ansatte i de forskellige restauranter og forretninger på Hovedbanegården blev kaldt ind for at bistå politiet i dets arbejde.

/ritzau/