En tør oktober har sænket det terrænnære grundvand i det meste af Danmark, hvilket sænker risikoen for oversvømmelser.
Det skriver Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) på sin hjemmeside.
I august stod det terrænnære grundvand "særdeles højt", hvilket betød, at flere dage med vådt vejr potentielt kunne forårsage oversvømmelser fra grundvand og åer.
Men der faldt blot 45 millimeter regn på landsplan i oktober, hvor nedbøren normalt er på 83,2 millimeter.
Geus skriver, at der fortsat er forhøjet grundvandsstand enkelte steder i landet - særligt i Østjylland.
De senere år har budt på flere oversvømmelser rundt omkring i Danmark, og der er atter fare for oversvømmelser denne vinter trods en tør oktober.
Det fortæller seniorforsker i afdelingen for hydrologi hos Geus Raphael Schneider.
- Risikoen for grundvandsoversvømmelser er ikke drevet over, men snarere udsat.
- Om vi får problemer med oversvømmelser fra grundvand, åer og vand over terræn afhænger af, hvor meget nedbør der falder i vintermånederne, siger Raphael Schneider til Geus' hjemmeside.
Højden af grundvandet varierer i løbet af året. Det følger en cyklus, hvor mængden af nedbør og fordampningen har størst betydning.
Fordampningen er lavest i vinterhalvåret, hvilket betyder, at grundvandsstanden står højest i disse måneder. Om sommeren falder grundvandsstanden til det laveste niveau.
I fremtiden forventes klimaændringer at øge grundvandsstanden i Danmark, hvilket kan skabe udfordringer flere steder i landet.
Modelberegninger fra Geus viser, at grundvandet i gennemsnit vil stige med ti centimeter frem mod slutningen af dette århundrede, hvis verden lever op til de aftalte klimamål.
Hvis verden ikke gør, kan det i et højt udledningsscenarie stige op mod 27 centimeter.
/ritzau/