Mens Arbejdstilsynets besøg i de ti brancher med flest arbejdsulykker (se faktaboks underneden) er faldet med noget nær en tredjedel, er antallet af arbejdsulykker i de samme ti brancher steget med knap en femtedel.
Det skriver Finans på baggrund af et svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Fra 2014 til 2018 er antallet af besøg i de brancher med de største stigninger af ulykker faldet med 8.121 fra 28.217 til 20.096. Samtidig er antallet af ulykker steget med 3.230 fra 18.198 til 21.428.
Det har haft en mærkbar og markant betydning på arbejdsmiljøet, at Arbejdstilsynets besøg er blevet nedprioriteret, mener næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, Morten Skov Christiansen. Han siger til Finans:
- Tilsynet skal genoprettes hurtigst muligt, og det har jeg en stor forventning om, at alle partier tager på sig.
Ifølge Finans anfører Troels Lund Poulsen i sit svar, at der er lovforslag på vej, der giver tilsynet mulighed for at gå mere målrettet efter bestemte typer af virksomheder og tilsynsformer. Og at der 2017 er igangsat tiltag i landbruget og i transportbranchen i 2019, som er blandt de ti brancher.
- Med indsatserne håber jeg, at vi kan forebygge flere af de mange arbejdsulykker, så danskerne ikke kommer til skade af at passe deres arbejde, skriver ministeren i svaret.
Siden 2007 er de økonomiske rammer for Arbejdstilsynet faldet fra 545,8 millioner kroner til 353,8 millioner kroner i 2019.
Fra 2015 til 2019 er faldet på 100 millioner kroner, og netop den sum penge efterlyser Morten Skov Christiansen:
- Uanset hvor mange indsatser, man laver, er det til syvende og sidst økonomien, der får genoprettet den samlede indsats. Mange brancher har dårligt arbejdsmiljø, og det kræver mindst de 100 millioner kroner om året, der er forsvundet, siger han til Finans.