Jan Ø. Jørgensen kunne ikke et levere et topresultat ved Super Series-turneringen Japan Open i Tokyo.
Torsdag tabte danskeren med 14-21, 21-13, 17-21 til inderen Prannoy Kumar i anden runde i en kamp, der næsten varede en time.
Jan Ø. Jørgensen kom ellers ind til turneringen med et godt resultat i kufferten, eftersom han i sidste uge nåede frem til semifinalen ved China Masters. Her missede danskeren endda en matchbold i semifinalen.
Dem var der ingen af til ham i torsdagens kamp. I tredje sæt var Jan Ø. Jørgensen med til 17-18, inden Prannoy Kumar vandt tre bolde i træk og dermed kampen.
I mixeddouble spillede det tredjeseedede danske par Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen sig sikkert videre til kvartfinalen. Et indonesisk par blev besejret med 21-9, 21-12 på 26 minutter.
/ritzau/