Danmarks første sundhedsminister, Agnete Laustsen (K), er død. Hun blev 83 år.
Det fremgår af en dødsannonce fra familien, som fortæller, at hun er sovet stille ind "efter et eventyrligt liv".
Laustsen sad i Folketinget i 19 år og blev i 1987 udpeget af daværende statsminister Poul Schlüter (K) til at få styr på prioriteterne i sundhedsvæsnet, som med tiden havde fået et betragteligt omfang.
Det blev dog kun til ni måneder på posten, før hun i stedet fik ansvaret for Boligministeriet, som hun var chef for frem til folketingsvalget i december 1990.
Juristen Agnete Laustsen var også i en lang periode kulturordfører for sit parti og engagerede sig i det hele taget kulturelt som bestyrelsesmedlem for blandt andet Thorvaldsens Museum og Ny Carlsberg Glyptotek.
Hun var også engageret i internationale spørgsmål. Ikke bare som udenrigsordfører for sit parti, men også som medlem af præsidiet for Europæisk Kvinde Union, som er en sammenslutning af demokratiske og kristeligt demokratiske kvinder.
Hun er blev tildelt Dannebrogordenens kommandørkors i 1989.
/ritzau/